Mette Herred Reimer

Jeg bor i Malling ved Aarhus og er gift med Peter, som jeg har tre (voksne) børn med. Født i 1966.

Oprindelig flyttede jeg til Aarhus fra Kolding, hvor jeg gik i folkeskolen og på gymnasiet. Efter studentereksamen i 1985, tog jeg til Aarhus for at stå i lære som artdirector på et reklamebureau. Da jeg havde arbejdet som artdirector i nogen år, fik jeg nok af reklamebranchen, og i 1990 fremlejede jeg min lejlighed, pakkede rygsækken og rejste jorden rundt i 11 måneder, for at tænke mig om og opleve noget nyt.

Jeg har altid elsket at rejse, og den simple måde med rygsæk, lokale busser og tog, overnatning i lokale hjem eller på vandrerhjem er fortsat det, jeg foretrækker. Peter og jeg har rejst mange spændende steder på den måde med vores børn, så de er heldigvis alle tre passionerede backpackere i dag.
Familiens rejselyst har bl.a. resulteret i, at  jeg foruden Zonta også har været meget aktiv i den internationale fredsorganisation CISV.

Jeg droppede alligevel ikke reklamebranchen efter min jordomrejse, men fortsatte med at arbejde primært med emballagedsign. I 2000 startede jeg Pack Design, som er et designbureau, der udelukkende arbejder med emballage. Vi designer emballager til både nationale og internationale producenter, og hvad angår produktbredde kommer vi vidt omkring. I de seneste måneder har vi f.eks. arbejdet med rottegift, spegepølser, hårshampoo, ferske kyllinger og kondomer!

I 2014 fik jeg en henvendelse fra Zonta Aarhus II, og fandt med det samme ud af, at den organisation passede mig perfekt. Det er godt at vide, at klubben virkelig gør en forskel for mange kvinder lokalt og globalt.
I klubben har vi det skægt sammen, der er en ”god puls” og de månedlige møder er altid en fornøjelse at deltage i, selv om vi selvfølgelig af og til arbejder med tunge emner. Zonta Aarhus II har mange medlemmer, men alligevel synes jeg, at der er et godt og ”ærligt samvær”, hvor man bliver accepteret som den man er, og hvor der både er plads til tårer og grineflip.

 

Mette H. Reimer
Art Director / Owner
Pack Design

Medlem af Zonta Aarhus II siden 2014

mette@packdesign.dk

www.packdesign.dk / #packdesign